Laugets Historie


Efter en omskiftelig tilværelse, der bød på mange dødsdomme og mirakuløse redninger kom Fregatten Jylland i 1960 til Ebeltoft. 74 år efter, den på et af sine sidste togter havde besøgt byen, kunne den gamle krigsveteran atter ses i Vigen. Det var dog en noget bedaget dame, der fandt plads ved molen i Ebeltoft. Rigningen manglede og hele skibet var i en meget dårlig stand. I den forbindelse blev Lauget blev stiftet af en række lokale borgere fra Ebeltoft.

Laugets protokol fra 1960 beretter følgende:

I forsommeren 1960, mens man endnu ventede på Fregatten Jylland's overføing fra København til Ebeltoft, blev der til Turistforeningen anmeldt et skandinavisk journalistbesøg.

For at kunne give disse nordiske pressefolk et indtryk af det gamle krigsskib, besluttede politiassistent S.A. Jensen (formand for Turistforeningen) og redaktør Sven Hansen (Mellem Jyder) at indkøbe en færdig model af Fregatten. Man var vidende om, at modelbyggeren, bandagist Fischer, Aarhus, ønskede at afhænde sin meget omhyggeligt udførte model netop til Ebeltoft og i øvrigt til en favørpris - kr. 1.000,00.

Mens modelskibet blev afhentet pr. taxa, besluttede de ovennævnte Ebeltoft-borgere at starte en sammenslutning, der kort efter fik navnet

"Fregatlauget af 1960, Ebeltoft"

Man henvendte sig til 25 af byens borgere, der hver kontant indbetalte kr. 50,00 til dækning af indkøbet af modelskibet.

Et par timer før de nordiske journalisters ankomst var modellen opstillet i byrådssalen, hvor den vakte stor opsigt og gav de mange pressefolk et levende indtryk af, hvad man tilstræbte:

Et færdig-restaureret 100 årigt krigsskib.

Få uger senere var der fremstillet en glasmontre til modellen, som derefter fik sin varige anbringelse på bymuseet i Det gamle Rådhus.

På Fregatten Jyllands 100 års fødselsdag, den 20. november 1960. (Skibet blev søsat den 20. november 1860) dannede Fregatlaugets 25 medlemmer procession og bar modellen ombord på det gamle skib, der i mellemtiden var transporteret til Ebeltoft under meget stor medleven fra presse, radio og fjernsyn.

Der var åbent for besøg på fregatten og på banjerdækket holdt dr. phil Jens Kruuse (selv medlem af Fregat-Lauget) en strålende mindetale, hvor efter Sven Hansen viste "Fregat-Filmen" optaget af Laterna-Film på foranledning og bekostning af "Landsforeningen Fregatten Jyllands Venner"

Links

Fregattens historie

Fregatten Jylland - Wikipidia